Brændte mandler i ovnen - meget simpel opskrift på brændte mandler
Jeg har virkelig haft mine udfordringer med at lave brændte mandler på den klassiske måde. Og med mit dårlige syn er det umuligt at se hvornår sukkeret er smeltet. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har endt med at smide en skål med halvbrændte eller alt for mørke mandler ud. Men nu har jeg knækket koden, og det føles fantastisk.
Fordelen ved at lave brændte mandler i ovnen er, at jeg slipper for at stå og holde øje med mandlerne og prøve at vurdere, hvornår de skal tages fra panden.
Det er virkelig en fed følelse at kunne lægge dem i ovnen, indstille tiden, og så bruge min tid på andre ting imens. Jeg kan næsten ikke tro, hvor genialt det er.
Så er der det med sukkeret. Før i tiden hældte jeg altid en masse sukker i panden, og det var lidt en gætteleg at finde ud af hvornår sukkeret smelter. Nogen gange blev det for meget, andre gange for lidt. Hvis du laver mandlerne i ovnen, bruger du faktisk mindre sukker, og mandlerne bliver stadig dejlig søde.
Nu skal jeg være ærlig og nævne en lille ulempe. De brændte mandler bliver ikke helt så pæne at se på, som dem du laver på panden. De får ikke den samme blanke overflade. Men ved du hvad? Jeg kan godt se igennem fingre med det, for smagen er stadig lige så god – hvis ikke bedre.
Hvem bekymrer sig egentlig om udseendet, når smagen er i top? Så hiv fat i ovnen, giv mandlerne en tur, og nyd de lækre, brændte snacks. Og du kan også tjekke opskriften på Sojaristede mandler ud – de er også værd at overveje!
Brændte mandler i ovnen - meget simpel opskrift på brændte mandler
300 g mandler
1 æggehvide
3 spsk sukker
3 spsk farin
½ tsk vaniljesukker
½ tsk kanel (kan udelades)
Forvarm ovnen til 150 grader alm. ovn ikke varmluft.
Beklæd en bradepande med bagepapir.
Pisk æggehviden til skum der skal ikke være æggehvider i bunden. Pas på at æggehviderne ikke bliver pisket stive. Brug et hånd piskeris til at piske hviderne. Det tager et minut så har de den rigtige konsistens.
Rør mandlerne og æggehviderne sammen.
Bland sukker, farin og vaniljesukker sammen i en anden skål og kom sukkeret over til mandlerne. Rør godt rundt.
Kom de brændte mandler på bagepladen, de må ikke overlappe hinanden. De skal ligge i et lag.
Bag mandlerne i ovnen i cirka 30 minutter.
Rør i dem efter 15 minutter.
Lad mandlerne køle helt af før de nydes.
Brændte mandler i ovnen